fbpx

 Pigeskatecamp
(13-16 år)

Hvad går campen ud på?

Vi ønsker med campen at skabe et fællesskab mellem teenagepiger i alderen 13 til 16 år, som interesserer sig for skating. Uanset niveauet de er på, og hvilken skategren de har kastet deres kærlighed efter.

Vores håb er, at pigerne vil tage hjem med nogle nye venner, som de kan mødes med, når de vil ud og cruise gennem byen eller øve tricks i skateparken.

Skatecampen er sponsoreret af Dansk Idrætsforbund (DIF) og Always som en del af deres #LikeAGirl camps, og vil foregå i weekenden den 18. og 19. maj. Her vil pigerne blandt andet vil være med til et skateevent på Den Røde Plads.

Et detaljeret program vil inden for den nærmeste fremtid blive lagt op her på siden.

Hvad er baggrunden for #LikeAGirl camps?

#LikeAGirl camps er udsprunget af Always’ kampagne #LikeAGirl, hvis mission er at motivere piger til at prøve nye ting af og lære at omfavne det at fejle som en måde at opbygge selvtillid. For Always’ egne undersøgelser viser, at 8 ud af 10 piger i puberteten føler et samfundsmæssigt pres på dem for at være perfekte. Et pres, der ifølge halvdelen af pigerne leder til, at de er så bange for at fejle, at de ikke tør prøve nye ting af.


Dette mindset er et problem, for sandheden er, at det er en god ting at fejle. Det hjælper os til at lære, vokse og ultimativt opbygge selvtillid. Derfor er DIF og Always gået sammen om at støtte initiativer, der gennem unikke idrætsoplevelser motiverer piger til at fortsætte med at dyrke sport, når de når teenageårene og dermed puberteten.


Ifølge de to aktører er idrætten et vigtigt redskab til at bekæmpe pigernes frygt, da den er et frirum fra perfekthedskulturen. Her kan pigerne nemlig blive udfordret, fejle og blive bedre under trygge rammer. Og det skulle gerne i sidste ende føre til, at de opbygger en selvtillid, som kan hjælpe dem med at tackle det samfundspres, som mange af dem oplever.

Hvorfor støtter L.O.W Academy op om #LikeAGirl camps?

Hos L.O.W Academy har vi en mission om at få flere til at prøve livet på hjul og forbedre forholdene for alle typer skatere. For skating er en sport, som lærer børn og unge, at det er nødvendigt at fejle utallige gange for at udvikle sig, men at det i sidste ende er det værd, når man endelig lander det trick, man har kæmpet så hårdt for.

En af vores vigtigste kampe er derfor at nedbryde de barrierer, der eksisterer i det danske skatingmiljø. Blandt andet at mange piger oplever, at de ikke har en plads i skateparkerne, før de har opnået drengenes anerkendelse.

En af løsningerne på problemet er at give de yngste piger nogle ældre rollemodeller, som de kan spejle sig i, og som kan give dem oplevelsen af, at de hører lige så meget til i skateparkerne, som drengene gør. Udfordringen er bare, at mange piger falder fra i takt med, at de bliver ældre. Særligt omkring teenageårene.

En af forklaringerne er, at det er her, de bliver mødt af perfekthedskulturen, som gør dem meget bevidste om, hvordan de fremstår over for andre. Både i forhold til hvordan de ser ud, hvordan de klarer sig i skolen samt hvem og hvad de bruger deres tid på. Så hvis de ikke har et fællesskab at finde støtte og tryghed i, kan det være en udfordring for dem at opretholde interessen.

Vi har derfor valgt at lave en skatecamp, som fokuserer på at skabe et stærkt fællesskab mellem de teenagepiger, som stadig interesserer sig for skating. Uanset niveauet de er på, og hvilken skategren de har kastet deres kærlighed efter. For forhåbentlig kan fællesskabet være det, der gør, at de fortsætter med sporten, bruger skateparkerne aktivt og hjælper den næste generation af piger til at se stort på perfekthedskulturen.

Tilmelding

Pigeskatecamp (13-16 år)

Ansvarsfraskrivelse

Ved deltagelse til undervisning eller enhver anden forbindelse relateret dertil (som ved eksempelvis transport eller en workshop) bærer eleven selv det fulde ansvar og skal derfor benytte sin egen ulykkes- og ansvarsforsikring, som i tilfælde af uheld, kan dække episoden. Ved accept af denne ansvarfraskrivelse, fraskriver værge/forældre eller eleven sig ethvert ansvar for erstatning og derfor kan der ikke pålægges erstatningsansvar for virksomheden, instruktører, skateparks, producenten af udstyr eller arrangøren af et givent arrangement. Ved at du indsender tilmelding til en aktivitet under M&J Group, accepterer du ovenstående ansvarsfraskrivelse.