Om L.O.W Academy

Danmarks førende skateudbyder

L.O.W Academy blev etableret i 2018 efter i fire år at have eksisteret som rulleskøjteskolen Inline-Skateundervisning. Ønsket var at skabe verdens bedst skateundervisning og give vores passion for skating videre til de næste generationer. Ligesom vi ønskede at samle de tre sportsgrene løbehjul, rulleskøjter og skateboard. For historisk havde de delt faciliteter, men ikke en fælles kultur.

I dag er L.O.W Academy Danmarks førende udbyder af skateevents og professionel undervisning på løbehjul, rulleskøjter og skateboard. Under vores paraply har vi blandt andet en skateskole, der udbyder både hold- og privatundervisning og vores egen skateshop. Vi har også en eventafdeling, der arrangerer skatecamps, fødselsdage m.m. for private. Ligesom den afvikler workshops og andre events for kommuner og erhvervslivet.

Vores mission

L.O.W står for Life on Wheels. Navnet kommer af vores mission for at understøtte og forbedre forholdene for at leve “livet på hjul”. For vi ønsker at give tilbage til det miljø, der gør skating til mere end en sportsaktivitet.

Vi har delt missonen op i fire delmål, som vi forsøger at tænke ind i alt, hvad vi laver: Gøre skating til en mere tilgængelig fritidsaktivitet; mindske de gnidninger, der eksisterer i skateparkerne; gøre skating til en levevej; skabe en stærkere og mere samlet stemme for skatemiljøet.

1. Mere tilgængelig sport

Skating er en fri sportsgren. Den kan udøves på egen hånd og nærmest overalt, hvor der er et urbant underlag. Det kan dog være svært at komme i gang med og vedholde interessen, hvis man ikke deler den med andre. Og særligt hvis der ikke er nogen, der løbende presser en til at udvikle sine evner.

For at gøre sporten mere tilgængelig tilbyder vi gennem vores skateskole aspirerende skatere muligheden for at modtage undervisning med en erfaren instruktør. Både på hold og en til en. Det sikrer nemlig, at der altid er et sted, hvor man kan søge hen, hvis man savner et skatefællesskab og/eller at få hjælp til at forbedre sin teknik.

Din konto hos L.O.W Academy
Din konto hos L.O.W Academy

2. Færre gnidninger i skateparkerne

I skateparkerne eksisterer der en helt særlig kultur, som bygger på et væld af uskrevne spilleregler. Det skaber desværre gnidninger og frustrationer mellem dem, der kender reglerne, og dem, der ikke gør. Oftest opstår problemet, når de mindre aldersgrupper for første gang sætter deres ben i skateparken.

Ved at være synligt til stede i skateparkerne, arbejder vi for, at der så oftest som muligt er en, der kan afhjælpe gnidningerne. For gennem råd og vejledning forsøger vi at hjælpe alle interesserede i at lære skateparkens uskrevne spilleregler. Til glæde for både nye og rutinerede skatere.

3. Skating som levevej

Mange skatere har brugt utallige timer på at mestre deres sport. På trods af det er realiteten desværre, at det kun er meget få, der kan leve af deres talent. Selv blandt pro-skaterne (dem, der deltager i internationale konkurrencer og har sponsorer i ryggen). Hvilket er paradoksalt, når de kaldes “pro”-skatere.

Ved at tilbyde arbejde som instruktør skaber vi en ny mulighed for, at skatere kan tjene penge på deres evner. Målet er, at det bliver muligt for skatere at gøre undervisning til en levevej. Ligesom det for eksempel er tilfældet inden for ski- og snowboardverdenen.

Din konto hos L.O.W Academy
Din konto hos L.O.W Academy

4. Stærkere stemme for skatemiljøet

Skating er stadig en nichesport, hvor kun en lille del af udøverne er organiseret under et forbund. Ligeledes interesserer de forskellige grene inden for sporten sig sjældent for hinanden. Det betyder, at skatemiljøet på trods af mange fælles interesser ikke arbejder særligt godt sammen om at skabe bedre forhold for sig selv.

Ved at samle løbehjul, rulleskøjter og skateboard under en fælles paraply, forsøger vi på at skabe en organisation, som arbejder målrettet mod at skabe bedre vilkår for alle i skatemiljøet. For kun ved at stå sammen kan skaternes ønsker stå stærkt, når der for eksempel skal bygges nye sportsfaciliteter i de danske kommuner.

Holdet bag L.O.W

Hvis du vil lære mere om os, der til dagligt driver L.O.W Academy, kan du besøge siden her. Her finder du både os, der sidder på kontoret, og os, der hver dag er ude i skateparkerne for at undervise.

L.O.W Academy er over årene skabt på baggrund af mange menneskers dedikerede indsats. Vi vil derfor gerne sige et stort tak til følgende personer. Uden jer intet L.O.W Academy.

Simon Melander, Christian Tolderlund, Daniel Voss, Alex Poppovic, Alexander Kragh, Julian Lolk, Daniel Sandin, Lucas Lundqvist, Malthe Lundqvist, Rebekka Hellstrøm, William Kaas, Heino Knudsen, Emil La Beat, Mikkel Qvist, Giovanna Ottolini, Lars Ambus, Malwina Majewska, Arturas Uvarovas, Furat Mahmoud, Sniolvur Antoniussen, Julius Sønderhave, Frederik Hansen, Jonas Ehlers Nilsson.

Også tak til de følgende virksomheder og organisationer, der har hjulpet os på vores vej:

AskovFonden KBH+Erhvervsskolen af 2011Justcool.